En gammel dobbeldør med fyldninger og masser af patina lå gemt på Stårup Skoles loft. Under renoveringen fik dørene en ny placering mellem stuen og det kommende soveværelse.
Da vi i tidernes morgen gik vores første runde på hustes loft stødte vi på nogle gamle døre. To af dem så ud til at være et sæt dobbeltdøre med fyldninger og masser af patina. Dørene var ikke ret høje og det var lidt svært at se om de var grå eller blå efter de mange år på loftet. Om ikke andet blev de skrevet bag øret i håb om, at de en dag vil kunne få en plads når vi skulle sætte nye indvendige vægge op. Og den dag kom … ellers havde det været et sært blogindlæg.
Det blev væggen mellem stuen og soveværelset der skulle have glæde af dobbeltdøren. Når vi engang får bygget værelser på 1. salen skal soveværelset inddrages til hygge-stue og så giver det fint mening at have en dobbeltdør mellem de to rum. Hullet i væggen kom til at se således ud.

Den ene dør stå i døråbningen og giver forhåbning om, at hullet er stort nok. Bemærk væggen af ubrændte lersten til venstre. Den er siden blevet pudset op men det kan du læse mere om i et tidligere blogindlæg.

Og nu til noget der kunne ligne et sidespring, men historierne vikler sig smukt ind i hinanden til sidst. Det lover jeg. Min bror fik skiftet en bærende bjælke i deres hus fra 1930 ganske få uger inden vores dørhul blev til. Da min bror kender min forkærlighed for gammelt træ fik jeg et ring og med en trailer og en motorsav fik jeg bjælken hjem til Humlehaven. Den tykke, gamle bjælke blev lagt på lager i håb om at den en dag kunne bruges til noget fornuftigt. Og der gik cirka 8 dage, for man kan ikke købe en karm til en dobbeltdør der er formodentligt er opmålt i fod, favne og tommer. Men man kan bygge en karm.
Vi starter med et billede halvvejs i processen. Bjælken blev skåret op og stykkerne blev høvlet ned.


Og således blev den gamle bjælke til rigeligt med karmtræ i 14*5 cm.

Der blev savet fals i alle stykkerne før de blev samlet med svalehale-samlinger

Dørene blev lagt i flere gange i processen for at tjekke størrelsen af det hele. De viste sig, at dørene aldrig havde været dobbeltdøre og at de slet ikke var så ens som vi troede. De var blandt andet hængslet i samme side og fyldningerne var heller ikke ens. Men den slags småting skal man ikke lade sig slå ud af.

Dørkarmen blev til sidst limet, holdt i vinkel af en skråstiver og mast godt sammen med stropper. Vi skulle også lige se om den passede til hullet i væggen.

Vi brugte en del tid på at fjerne malingen fra dørene med knofedt, brun sæbe og en båndpudser. Jeg har desværre ikke nogle billeder af den process så dørene går på magisk vis fra gråblå til træ-farvet.
På billedet nedenfor kan man se at vi har måtte hængslerne til den anden side af døren. Hullet til låsekassen afslører at døren har siddet anderledes men da døren bliver en del af en dobbeltdør har vi ikke brug for låsekasse i denne dør. Den skal derimod have to kantregler som kan låse døren til karmen i top og bund.

Hængslerne har vi købt for nye. Det er et genoptryk af nogle gamle hængsler som de forhandler forskellige steder på nettet og i gen-byg på Amager.

Dørene er endnu ikke malet og karmen har ikke fået lister men vi nærmer os da noget.


Med indkøb af hængsler, kantregler, låsekasse, håndtag og maling har det ikke været en gratis omgang. Hvis man dertil lægger de mellem 60 og 100 timer der er brugt på projektet flirter det måske lidt med grænsen for mange ressourcer man kan bruge på en dør. Men der er noget vidunderligt i, at en dør, der ikke engang er færdig, allerede indeholder nok historie til et helt blogindlæg.


Skriv et svar