At bygge egne vinduer kræver viden, værktøj, materialer og mange forberedelser. Her fortæller vi om de første undersøgelser og valget af koblede vinduer til Stårup Skole.
Fra man beslutter sig for, at bygge sine egne vinduer til man rent faktisk kan komme i gang er der lidt indledende benarbejde der skal gøres. Specielt når man ikke har prøvet det før. Benarbejdet er helt overordnet det samme for de fleste projekter for man skal bruge noget knowhow, noget værktøj og nogle materialer.
Knowhow er i sagens natur helt centralt. Det er svært at skaffe værktøj og materialer hvis man ikke ved hvad man skal bygge og hvordan. På den anden side er knowhow noget man opbygger gennem hele processen så man skal hele tiden finde balancen mellem at vide nok til at kunne tage næste skridt men uden at lave for mange dyre fejl.
Der er mange forskellige typer af vinduer på markedet og man kommer ikke uden om, at sætte sig lidt ind i det hele for at kunne vurdere, hvad der er bedst for ens eget projekt. Vi vil gerne takker Rådvad, Center for bygningsbevaring og DTU Byg for en masser rapporter og tegninger, hvor de beskriver og tester en masse typer af vinduer.
Vi valgte at konstruere vores vinduer som et “koblet vindue” der består af to rammer der sættes sammen. I den inderste ramme sidder der en hel energirude i hele vinduets størrelse mens den yderste ramme konstrueres som et klassisk sprosset vindue med små glas og smalle sprosser (billedet er tegnet af energistyrelsen: tak til dem :).
Så godt samme alle projekter vi har været igennem er blevet tegnet i 3D-tegneprogrammet Blender (det er gratis). Det er en fuldstændigt unikt indgangsvinkel med et utal af fordele. Og nu da vi havde besluttet hvordan vores vinduer sådan cirka skulle konstrueres kunne de første streger tegnes ind.
Efterhånden som vinduerne tegnes danner man sig et indtryk af hvilke problemer der skal løses. Helt konkret. Hvilket snit skal save, hvilke kanter skal fræses og hvilke samlinger er der brug for. Det giver en rettesnor for hvilke værktøj man skal bruge for at komme i mål med projektet. Det viser sig at man skal kunne save, høvle, fræse og lave taphuller. Netop de 4 egenskaber har man bygget sammen i en stor maskine, kaldet en kombimaskine eller snedkermaskine. Den ser således ud og kan købes for ny for omkring 100.000 kr. Så vi gik på jagt på brugtmarkedet (billedet er fra felder-group.com. En enestående hjemmeside for værktøj, hvor jeg har købt alverdens udstyr til kombimaskinen).
Efter en hel del søgen og et par tabte auktioner kom der en til salg. Det var en italiensk SCM C 35 L’Invincible fra slut-80’erne. Med en kampvægt på over 600 kg og en pris på 18.000 kr er det ikke et typisk impulskøb men hvis man har mulighed for at anskaffe en sådanne maskine kan det på det varmeste anbefales. Det er i sandhed et nærmest guddommeligt stykke maskineri. Jeg overførte 18.000 kr på MobilePay til en gut i Kolding og krydsede fingre for at maskinen vil dukke op som aftalt. Stol på verden! Og ganske som aftalt ankom der en vognmand og satte maskinen af 14 dage senere.
Herefter var der et ikke helt trivielt arbejde i at få maskinen ind i den gamle staldbygning hvor den blandt andet skulle løftes op over et 50 cm højt fodertrug.
Nu da værktøjet var på plads skulle vi finde ud af hvilken type træ vinduerne skulle bygges i. Som altid er den slags ikke lige til. På den ene side står idealisterne der prædiker knastfrit, spejlskåret kernetræ, kun fra rodstokken og fra træer der er vokset på grænsen til sibirien. Altsammen tørret i ovn til næsten igen fugtighed. Og på den anden side er folk ret ligeglade – det skal nok holde.
Efter at have snakket med nogle savværker rundt om på Sjælland stod det hurtigt klart, at det er komplet urealistisk, at kunne leve op til de høje forventninger idealisterne har. Jeg måtte igen havde fat i min bådebygger. Efter at have sat nogle plusser og minusser ved de forskellige træsorter kom vi frem til douglas.
Douglas har en del gode egenskaber, hvilket kan siges om mange træsorter, men en af dem er, at den slår sig meget lidt. Det passer godt sammen med vores projekt da vinduerne bliver relativt høje. Jeg kunne skrive flere blogindlæg kun om valg af træ men jeg tror det bliver for nørdet til at nogle gider læse det. Douglas it is!
Vi fandt et savværk der havde nogle douglas-planker liggende og lagde vejen forbi. Savværker er nogle dejlige steder og man burde besøge dem oftere. I øvrigt var douglas-plankerne rigtig fine så vi købte 11 planker. Og hvorfor 11? Fordi vinduerne har været tegnet op i 3D så vi har kunne regne ud, hvor meget træ vi skulle bruge. Det kan ikke undervurderes.
Når der ankommer 11 planker og de lægges ud på gårdspladsen må jeg indrømme, at det er lidt svært at se vinduerne for sig.
For at få træet inden for skulle det skæres i længder der passer til de forskellige vinduesdele. Jeg havde en plan om, at de udvendige dele skulle være spejlskåret kernetræ mens de dele af vinduet der vendte ind i huset godt kunne være det mindre fine træ. Derudover skulle de lange smalle stykker være knastfrie mens karmene godt kunne klare en knast her og der. Jeg må indrømme, at da jeg stod der med motorsaven og savede de første snit, havde jeg forladt min komfortzone for længe siden.
Men savet blev det og ind kom det. Vi havde nu et nogenlunde overblik over hvordan vinduerne skulle se ud, vi havde det værktøj vi skulle bruge og vi havde de materialer der skulle formes til vores nye vinduer. Så langt så godt.
Skriv et svar